En hyggelig sejltur på havet er en fantastisk måde at tilbringe kvalitetstid med sin familie, venner eller kæreste. Man kommer tæt på hinanden og langt væk fra hverdagens stress og larm.
Hvad man kan lave på båden, kommer helt an på ens interesser og humør. Nogen elsker at fiske, mens andre foretrækker at slappe af og nyde en kop kaffe eller en lille øl. Uanset hvad du er til, er der her nogle tips til at planlægge den perfekte dag på havet.
Husk redningsvesten
Selv på en lille hyggetur, skal sikkerheden være i orden. Sørg derfor for, at der er redningsveste til alle ombord og at alle har dem på under hele turen. En oppustelig redningsvest fylder mindre og er lettere end en traditionel redningsvest. Den kan man sagtens have på i mange timer, uden det bliver ubehageligt.
Har du børn med på båden, er det vigtigt, at de har redningsveste, der passer til deres størrelse. Er din hund med ombord, kan du også få en redningsvest til den. Det er ikke et lovkrav, men de fleste vil gerne passe godt på deres firbenede venner.
Tag mad med
Skal man være afsted i flere timer, kan man godt blive sulten undervejs. Derfor er det en god idé at pakke rigeligt med snacks, som er nemme at spise på båden og ikke kræver for meget tilberedning. Husk også at have godt med væske med, især hvis det er varmt.
En god måde at slutte dagen af, kan være med aftensmad på havnen, inden I tager hjem. Tag en lille transportabel grill med og forbered noget mad hjemmefra, der er nemt at grille. I kan også tage en fiskestang med på båden og forsøge at fange aftensmaden selv, men så er det nok en god idé at have forberedt en plan b.
Tjek vejrforholdene
Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Alligevel er det lidt sjovere at bruge en dag på havet, hvis solen skinner og det er forholdsvis vindstille. Hold øje med vejrudsigten og planlæg sejlturen en dag, hvor vejrforholdene er gode. På den måde får I den bedst mulige dag.